Om os

Bag om TINDUR

OM OS

Bag om TINDUR

TINDUR er stiftet af Christina Olsson og Torsten Oster Schmidt. Christina er uddannet møbelarkitekt og har arbejdet med bl.a. web, design og branding. Torsten er uddannet landskabsforvalter og har bl.a. mange års praktisk erfaring med fødevaresensorik som professionel smags- og duftdommer ved Københavns Universitet.

Vi er dybt fascinerede af Nordens landskaber og koblingen til den minimalistiske æstetik, som kendetegner nordisk design og livsstil. Som gastronomisk interesserede og passionerede tedrikkere har vi desuden en stor interesse i det nynordiske køkkens sensoriske formidling af netop denne kobling.

I mange år manglede vi et moderne og nynordisk alternativ til de klassiske teer. Vi kunne konstatere, at der ikke på samme måde som på kaffemarkedet fandtes det samme udvalg af højt specialiserede teprodukter. Da vi ikke kunne finde det, vi søgte, måtte vi selv skride til handling. Idéen om at skabe en te, der afspejler Nordens landskaber, var hermed født. I 2016 igangsatte vi udviklingen af konceptet.

Vi er derfor glade for, at vi fra primo 2018 kan tilbyde vores moderne teer med et nynordisk udtryk. Alle ingredienser, hvoraf flere er vildt høstede, er nøje udvalgt og karakteristiske for de nordiske landskaber, som teerne afspejler. Det er vigtigt for os, at vores produkter taler til alle sanser, og at der er en klar sammenhæng mellem design, udseende, duft og smag. Intentionen er, at landskaberne tydeligt står frem, når du drikker vores teer.

TINDUR betyder tinde på færøsk og islandsk og er valgt som navn for virksomheden, fordi hvorfra kan man bedre beskue et landskab end fra en tinde? Vores ikon er tegnet efter det pyramideformede fjeld på øen Kunoy, Færøerne, set fra Klaksvík.

 

 

Kontakt

Torsten Oster Schmidt

Partner

 +45 2061 3570

 torsten@tindur.dk